2. Sikring af data til eftertiden – C64 disketter

Sikring af disketter til et moderne medie.

Jeg kommer ind på 4 metoder til at lave en kopi af sine C64 disketter.

De har hver deres svagheder og styrker som jeg kort vil benævne, i hvert afsnit.

Fælles for dem alle er dog at data bliver bevaret til eftertiden.

1) Diskettedrev tilkoblet en PC med parallel port.

Til dette scenarie skal du bruge en DOS PC med en parallel port – en USB til Parallel (printer) interface kan ikke bruges -, et diskettedrev som fx et C=1541 drev, og et X(A/E)1541 kabel. Softwaren der skal bruges kan være Star Commander, som er en Norton Commander klon med adgang til diskettedrevet.

PC’en skal bootes fra DOS. Det nemmeste er at hente et 512MB USB image som jeg har lavet, herfra eller via det direkte link til filen. Imaget kan lægges ned på en USB stick og er bootable. Så det er bare at vælge at boote fra USB sticken. Du kan også vælge selv at installere DOS på maskinen.

Diskettedrevet tilkobles PC vha X(A/E)1541 kablet, bootes op i DOS. Start Star Commander. ALT-F1 / ALT-F2 vælger drev i hhv venstr/højre side af skærmen. Drev bogstaver hentyder til PC’ens drev bogstaver, og tal hentyder til diskettedrevets ID, det er typisk 8.

I bunden af skærmen vises en bjælke med nogle tal, disse henviser til funktionstasterne på tastaturet F1-F10, holder du CTRL, ALT eller SHIFT tasterne nede skiftes funktionerne i bjælken, og du kan derved trykke den henvisende funktions tast. De taster der skal benyttes i dette tilfælde er F5 eller ALT-F5. Andre taster der er nyttige er Insert samt Tabulator, Insert markerer valgte fil, Tabulator gør det modsatte vindue aktivt. Trykker du F5 vil der kopieres fra det aktive vindue til det inaktive, hvis en fil er valgt. ALT-F5 kopierer en fuld diskette.

Jeg vælger for det meste at have kilden der kopieres fra i venstre side og destinationen i højre side, men for mig er det kun en vane sag, og har ikke nogen betydning.

Vælger du diskettedrevet i et af vinduerne lister den directory fra disketten med det samme. På samme måde lister den også PC’ens drev hvis dette bliver valgt.

Man kan nu vælge at gemme program filerne som enkelt stående filer, eller man kan dumpe hele disketten. Hele disketten tager ca 2 minutter at lægge ned på et andet medie som fx harddisken.

Ulemper

  • Langsom overførsel
  • Du kan ikke regne med at de overførte filer er i orden, den viser fx ikke om der er fejl på disketten.
  • Skal bruge Parallel port (gammel teknologi som kan være svært at få fat  i dag)
  • Skal bruge DOS (det kan diskuteres om det er en ulempe)

Fordele

  • En billig løsning
  • Kan nemt produceres selv.

Links til Køb/Byg selv X(A/E)1541 kabler findes i bunden af posten.

2. Overførsel ved brug af ZoomFloppy eller et XA1541 kabel

Her skal bruges et diskettedrev, en PC med USB port (ZoomFloppy) eller parallelport (XA1541 kabel), samt OpenCBM

Jeg har tidligere skrevet et review omkring ZoomFloppy. Kort fortalt er det en enhed der gør at man kan overføre disketter uden brug af en parallelport. Den er testet så sent som Windows 7 64 bit. ZoomFloppy forbindes til PC via USB kabel og til diskette drevet.

  • XA1541 kablet forbindes på samme måde som i punkt 1.
  • Ved ZoomFloppy kobles det slukkede diskettedrev til ZoomFloppyen, PC’en skal være tændt, ZoomFloppy forbindes til PC’ens USB port, og der kan tændes for diskettedrevet, det er vigtigt det er denne rækkefælge da man ellers kan ødelægge udstyret. Læs manualen for flere detaljer.

OpenCBM kan køre under Mac, Linux og Windows denne skal bruges til XA1541 kablet. Til ZoomFloppy er der lavet en fin OpenCBM pakke til Windows som er nem at installere, den kan hentes her.

Når OpenCBM er installeret ligger der nogle eksekverbare filer i pakken. en af dem er d64copy.exe filen. For nemheds skyld kan de eksekverbare filer kopieres ned til fx c:\cbm så du ikke skal hoppe rundt i for mange underbiblioteker for at køre kommandoen.

d64copy.exe -8 diskettenavn.d64

Gemmer fra disketten ned til filnavnet “diskettenavn.d64” som du selvfølgeligt ændrer til hvad du ønsker. -8 vælger device 8, og kan selvfølgeligt være de andre device ID’er som diskettedrevet kan have.

Der findes også en GUI til Windows den kan hentes her

Ulemper

  • Det er svært at sige om der er fejl på disketterne
  • ZoomFloppy skal anskaffes (kan dog fås fra nyt)
  • Kan ikke kopiere Original disketter der har copy protection

Fordele

  • USB (ZoomFloppy)
  • Nem at få fat på
  • Eller bygge selv (XA1541 kabel)

3) WarpCopy

Til WarpCopy skal der bruges en del mere ting end før nævnt. en Windows PC med netværk, en C64 med diskettedrev og et netkort til C64. Netkortet skal være RR-Net kompatibel. C64NIC+ er kompatibel med WarpCopy og kan fås som nyt i dag, RR-Net er ikke længere tilgængelig som nyt.

WarpCopy WarpCopy64 består af 2 programmer, et Windows og et C64. C64 prgrammet nævnes som server, og Windows programmet nævnes som klient.

C64 sættes op i netværk med PC’en, WarpCopy Server programmet startes op på C64, linket peger på en netværks pakke lavet til 64NIC+, som bla indeholder WarpCopy serveren. Når WarpCopy serveren startes op, kan man ændre IP addresse. Som standard er IP addressen 192.168.0.64.

WarpCopy klienten er den der styrer C64 + diskettedrevet, så det er her man vælger at overføre. Klienten har en grafisk brugerflade med en blokliste over tracks, lidt på samme måde som X-Copy til Amiga. Den viser med forskellige farver statusen på overførslen. Grøn = godt, gul og rød hhv delvis eller helt fejl.

Klienten kan nemt sættes igang med næste diskette. Hvis man ikke vil vælge et nyt filnavn, kan du klikke “next disk” og den overfører en ny diskette, med et løbenummer i enden af sidste gemte filnavn.

Ulemper

  • Netkortet koster noget mere end X(A/E)1541 kablet eller ZoomFloppy
  • Den tager kun 35 tracks

Fordele

  • Hurtig overførsel (ca 22 sekunder for 1 diskette side ved nul fejl)
  • Den prøver at læse tracks med fejl en del gange
  • Den viser om der er fejl på disketten

 

4) Nibbling

Nibblingen kan ikke helt sammenlignes med de foregående punkter, men er et vigtigt emne i sikringen af data.

Til nibling kræver det et C=1571 drev (skal ikke modificeres). Eller et 1541 drev der er modificeret. Samt en ZoomFloppy og PC.

 

 

Det hele foregår på samme måde som med ZoomFloppy setupet i punkt 2.

I stedet for d64copy (som dog også kan bruges) benyttes

nibread.exe diskette

Nyeste Nibtools pakke kan hentes på C64preservation.com.

Nibtools / Nibread er bedst til original spil der har kopibeskyttelse, men den virker også til andre beskyttede programmer. Nibread kan ikke se om der er fejl på en diskette, da en fejl sagtens kan være en kopibeskyttelse. Det er en god ide lige at teste disketten ved at starte spillet op og spille lidt.

Når filen bliver gemt, bliver det gjort som .nbz format. Det kan gøres spillebart ved at køre nibconv.

nibconv diskette.nbz diskette.g64

Det foretrukne format er G64 da det indeholder kopibeskyttelsen.

nibconv diskette.nbz diskette.d64

Du kan også konvertere til D64, men du skal ikke regne med at det virker.

På stående fod har jeg nibblet en god håndful MicroProse spil, hvoraf Pirates og Gunship ikke virker. Dette skyldes mest at Nibconv programmet ikke patcher disse spil ordenligt. Eller at formatet ikke er implementeret i Vice (som er den eneste emulator jeg har testet med). Jeg har tidligere haft knas med Silent Service og F-19 Stealth Fighter, men disse kom begge til at køre under en nyere version af Vice.  Vice 2.4 er lige udkommet, og seneste version af nibtools i skrivende stund er r572.

Jeg kan anbefale at du sender en kopi af dit nibblede program til c64preservation.com

Ulemper

  • Diskettedrev skal modificeres til at køre som parallel (gælder ikke C=1571 drevet)
  • ZoomFloppy skal indkøbes

Fordele

  • Original disketter med kopibeskyttelse kan gemmes til eftertiden
  • Det kører forholdsvist stærkt pga parallel overførslen

 

Konklusion.

WarpCopy er rigtigt godt til at sikre data på uoriginale disketter.

Nibble er rigtigt godt til at sikre data på originale medier.

Jeg bruger samme drev til både nibbling samt WarpCopy

NOTE: har du ikke selv muligheden for at sikre dine disketter, er du velkommen til at kontakte mig hvis du vil have gjort dette.

 

Køb / Lav selv X(A/E/M)1541 kabler

C64NIC+ / ZoomFloppy kan købes her